Et gammelt mundheld siger, at "godt begyndt er halvt fuldendt". Desværre er der mange danske virksomheder, som ikke gennemfører en tilstrækkelig forberedelse inden, de kaster sig ud i sourcing af deres IT udvikling. Det resulterer i, at de ikke høster det fulde potentiale, men ofte ender med fejlslagne projekter, spildte resurser og tabte drømme.
I dette blogindlæg vil jeg beskrive, det minimum af aktiviteter man skal igennem, for at komme i mål med sit sourcing initiativ. Det garanterer ikke succesen, men ved at have fokus på disse få nøgleelementer, kan man reducere risikomomentet betragteligt.
Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, er det jo lige meget, hvilken vej du vælger, som Filurkatten sagde til Alice i Alice i eventyrland. På samme måde er det med sourcing, hvis du ikke ved, hvad du vil opnå, og hvordan du griber opgaven rigtigt an, er du dømt til at havne det forkerte sted. For mange virksomheder er sourcing alene et spørgsmål om at spare penge i den 'dyre' udviklingsafdeling, og det er jo fristende at erstatte de højtlønnede danske udviklingsingeniører med billige indiske ditto. Men så simpelt er det desværre ikke. Derfor er det på forhånd vigtigt at gøre sig klart, hvad man vil opnå, hvordan og hvor hurtigt. Ofte overses et vigtigt element i strategien, nemlig identifikation af de sideeffekter der bør undgås. Her skal man især overveje, hvor afhængig man vil være af sourcing leverandøren, hvor meget intern viden man er parat til at miste, hvor hurtig man vil kunne skifte leverandør eller in-source udviklingen igen. Som sagt, hvis man ikke ved, hvor man skal hen, kan man ikke vælge den rigtige retning.
Definer målepunkter
Hvis man træner til maratonløb, hvordan måler man så fremdriften? Selvfølgelig ved at måle mellemtider ved 5, 10, 20 og 30 km mærket. På samme måde bør man sikre sig, at det er muligt at måle fremdriften for sourcing projektet. Undgå vandfaldmodellen og vælg en iterativ projektmodel i stedet! Og sørg for at du kan komme ud af kontrakten undervejs.
Vælg den rigtige leverandør
At man skal vælge en leverandør, som passer til ens egen organisation er indlysende, men ofte bliver sourcing leverandøren valgt alene ud fra timeprisen. Her bør man også skele til den geografiske beliggenhed, relevant erfaring hos leverandøren og den kulturelle afstand. Som kunde skal man være opmærksom på, at for hver udfordring der skal overvindes, lægges der omkostninger på projektet, og at der nemt kan være en effektivitetsforbedring på mere end 15 % ved at vælge den rigtige leverandør.
Opbyg kompetencer
Med mindre man er erfaren i at bruge underleverandører i udviklingssammenhæng, skal man have styrket sine interne kompetencer for at få succes med offshoring. Nu skal man kunne beskrive præcist, hvad man ønsker, og man skal både kunne forhandle med og følge op på underleverandørens aktiviteter. Det betyder, at projekterne skal have tilført kompetencer indenfor kommunikation og forhandling, og en strammere procesdisciplin er nødvendig. Med andre ord skal man vælge sit projektteam med omhu, og ikke blot forvente at de mest tekniske 'nørder' kan gennemføre et sourcing projekt, blot fordi de er gode til at køre interne udviklingsprojekter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar